Streptocarpus Saxorum er ikke til at undvære.

Sidste sommer var første gang, jeg havde Streptocarpus Saxorum, og det er helt sikkert ikke sidste.

Jeg plantede nogle stykker sammen i en lidt større skål, og hold da op hvor de trivedes. Vi havde dem stående i drivhuset og de fyldte hurtigt skålen ud, og blomstrede i øvrigt hele sommeren, med deres blå yndige blomster på lange rødbrune stilke.

Da det blev for koldt for dem i drivhuset, flyttede jeg dem ind i vores soveværelse, hvor der også er en lidt kølig temperatur, og i starten gik det meget godt, men planterne begyndte efterhånden at hænge mere og mere, og da jeg op mod jul havde brug for skålen til forskellige løgplanter, bugserede jeg Streptocarpus over i en anden skål.

Nu ser planterne efterhånden helt forfærdelige ud, så jeg har derfor forsøgt mig med at sætte nogle af spidserne i fugtig jord, og så håber jeg de vil slå rod. Men lykkedes det ikke, vil jeg helt sikkert købe nogle nye planter til foråret, for undvære denne Streptocarpus når man først har stiftet bekendtskab med den, kan jeg ikke forestille mig, at man kan.

Er der mon nogle af jer andre, der har erfaring med at få Streptocarpus igennem vinteren, det kunne være rigtig dejligt, hvis nogen af jer andre, vil dele jeres erfaring omkring denne plante ?

I dag var jeg i drivhuset, og til min store overraskelse var min Camelia fra forrige indlæg sprunget ud – tror I ikke den er rød, jeg var helt sikker på, at den blev pink og hvis ”jeg var heldig” til den lyse side når den foldede sig ud, men den er RØD.

Jeg skyndte mig ind efter kameraet og her får I derfor et par billeder af den.

 

Når det er sagt synes jeg, selve blomsten er utrolig flot i udtrykket, men jeg skal godt nok abstraherer fra farven.

Jeg tror min Camelia er pink – hvad mener du?

I sommer på et besøg hos min moster, blev hun ved med at sige, at hun havde en plante jeg skulle ha’ med hjem. Hun vidste ikke, hvad det var for en plante, men det hun kunne oplyse om den var, at den ikke er vinterhårdfør og så blomstrer den om vinteren, hvilket hun var mildest talt træt af, for så så hun den jo aldrig i blomst, som hun sagde.

Min moster bor på en gammel 1800 tals gård, og den omtalte plante havde hun stående om vinteren, i den gamle forrådskælder, hvor hun havde overvintret den nogle år, men det var hun tydeligt blevet træt af.

Da jeg endelig fik set planten kunne jeg konstaterer, at der var tale om en Camelia, hvilket jeg havde ønsket mig længe – det skulle være en helt enkelt og hvid af slagsen.

 

 

Jeg spurgte derfor til, hvilken farve planten havde, hvor til hun svarede, at det vidste hun ikke for som hun sagde så hun den aldrig i blomst, da den blomstrede om vinteren. Jeg blev ved med at spørge ind til farven og til sidst fik jeg vredet ud af hende, at den vist var lyserød.

Det viste sig at være en ret flot plante, og meget større end jeg havde regnet med, og da det ”ikke” var muligt at sige nej til at tage den med hjem tænkte jeg, at en lyserød Camelia da også er ok, bare den ikke er pink!

Nu står den med to knopper, og jeg tror ikke der kan være tvivl om, at DEN ER PINK, eller hvad mener du ?

 

 

Det var godt nok ikke det, jeg havde ønsket mig, men når det så er sagt, bliver jeg nok glad for den alligevel, også selv om den mildest talt, er kommet ind af bagdøren.

Jeg har ikke nogen som helst erfaring i at have Camelia, men ud over den omtalte pink, fik jeg sidste år også en lille aflægger af den FLOTTE gamle 133 årige Camelia, som jeg viste i indlægget den 30. april 2013. Den lille aflægger af den ”gamle dronning”, viste jeg i indlægget af 27. maj 2013, og når jeg sammenligner det billede med det jeg har taget af planten i dag, ja så er den da virkelig vokset. Hvor kunne det være sjovt, hvis det kunne lykkedes mig en dag også at få blomst i den.

De to sidste chili er høstet og et paradisæbletræ plantet.

Selv om vi nu er et stykke inde i januar, vil jeg alligevel ønske jer alle her i haveblogland et rigtig godt nytår.

Her hos os har vi været heldig, at kunne høste chili helt frem til i går, hvor vi høstede de sidste to salatchili der var værd at spise, og de resterende må så desværre kasseres, for de er blevet bløde.

 

 

Vi elsker den ballonagtige salatchili Aji flor/orchid aji, som jeg efterhånden har dyrket en tre år, for den kan BARE IKKE undværes, og derfor glæder jeg mig også til, snart at skulle i gang med at så, så vi kan få gang i nogle små nye chiliplanter.

Ved et besøg på Gartneriet Toftegård sidste forår, fik den unge mand jeg blev ekspederet af overbevist mig om, at jeg skal prøve at overvintre mine chiliplanter, så jeg på den måde kan strække sæsonen, da de gamle planter, sætter frugter længe før de små planter, vi sår i det tidlige forår. Derfor håber jeg, at jeg kan holde liv i mine chiliplanter, så vi dermed får mulighed for, hurtig at kunne høste chili igen.

I dag lige her inden det blev mørkt, nåede vi at plante det Paradisæbletræ Malus ”Ydun”, som jeg har været heldig at få til halv pris sidste weekend, da Høsterkøb Planteskole havde 50% på alle varer på hele planteskolen. Hold da op hvor var det svært, ikke bare at smide alt det i vognen som jeg kunne tænke mig, jeg måtte i den grad lægge bånd på mig selv, for ikke at ende med at bruge en hel formue.

Jeg synes, jeg fik købt nogle gode ting, som sagt Malus Ydun, en smal Burgon Ball planteske, nogle forskellige store og små zinkunderskåle, en terrakottakrukke, lidt hyacinter, og så hoppede bogen Storkenæb af Birgitte Husted Bendtsen også ned i kurven. Den bog var en af de havebøger, jeg havde ønsket mig, og som jeg ikke fik til jul, så da jeg kom hjem med den, gav jeg min mand bogen under armen med ordene: den kan I give mig ved lejlighed…… ja, så det glæder jeg mig til ;0)

Paradisæbletræet har vi plantet som overstander, til et bunddække af klatrehortensia. Det er plantet på en lille trekant der er klemt inde mellem vores bøgehæk og indkørslen. Det er et område, hvor det har været svært at få noget til at gro og se ordentligt ud, idet jorden er fuldstændig kompakt af rødder fra hækken og en gran samt nogle cypresser, så derfor har vi forsøgt os med klatrehortensia som er plantet i plasticspande hvor bunden er skåret ud, hvilket forhåbentlig kan hjælpe dem lidt på vej, og det ser ind til videre ud til at være lykkedes. Så derfor prøver vi nu også med dette paradisæbletræ på samme måde og derfor er det plantet i en stor murerbalje hvor bunden ligeledes er skåret ud.

Jeg glæder mig til at se resultatet til foråret hvor forhåbentlig både paradisæbletræet og vores klatrehortensia, med deres hvide blomster, blomstrer det bedste de har lært.