Novalis og Stanwell
Perpetual – Yes jeg nåede det
Jeg har længe ville have nogle lilla
roser i mit lilla bed, og i min søgen efter hvilken det skulle være, har jeg været
via Blue Moon, hvor efter Lisbeth fra Høneballehaven anbefalede mig Twice in a
Blue Moon, da den er mere hårdfører end Blue Moon, men sluttelig endte
jeg med at købe en hel tredje nemlig 3 stk. Novalis, som jeg håber jeg bliver
glad for, og som jeg fik plantet i går søndag.
Billedet lånt fra nettet ! |
Lisbeth havde ligeledes anbefalet mig, at købe roserne hos Frans Bruuns Rosenplanteskole, Roser til Haven, og hold da op hvor bliver man fristet af alle de flotte billeder, hvor den ene rose er meget flottere end den anden.
Jeg kunne have købt det hele, men
man må jo begrænse sig, så det blev kun til en yderligere, nemlig Stanwell
Perpetual, som må siges at være et impulskøb. Jeg synes selvfølgelig den er
utrolig smuk, men da der i beskrivelsen stod, at man rolig kunne benytte den på
en nordvendt placering, var der ingen tvivl om, at den bare skulle med i
kurven, for det er lige der den skal stå, nemlig i mit lyserøde bed som er
nordvendt.
Billedet lånt fra nettet. |
Jeg fik Ernst Jensens bog: ET LIV
MED ROSER, sidste år i julegave, så den blev fundet frem og de 4 nyerhvervede havemedlemmer
blev plantet præcis efter beskrivelsen i bogen. Da jeg fik bogen sidste år, og
viste den her på bloggen fik jeg en del rigtig positive tilbagemeldinger på
bogen, hvilket jeg kun kan tilslutte mig.
Så har du endnu ikke Ernst Jensens bog, kunne det måske
være et julegaveønske, den kan i hvert fald anbefales på det varmeste.
Det var de billeder jeg nåede at få taget inden det blev for mørkt ! |
Roserne var, som jeg håber, det ses
af billederne, af virkelig flot kvalitet så det er ikke sidste gang, jeg
handler hos Roser til Haven.