Blog debut – om end lidt bagvendt !
Det er nok de færreste der først går til blog-kaffe og efterfølgende opretter en blog, men det er faktisk hvad jeg gør her!
For ca.14 dage siden besøgte jeg bloggen Irishaven og så i den forbindelse, at Berit inviterede til blog-kaffe – Tænk en mulighed for at møde andre haveinteresserede!
Jeg gik rundt om computeren op til flere gange, men hankede til sidst op i mig selv, og sendte Berit en mail hvor jeg spurgte, om jeg måtte komme forbi til blog-kaffe, også selv om jeg ikke var blogger.
Jeg blev mødt med en utrolig imødekommende svarmail hvor der bla stod: Du skal være så velkommen - godt du tog mod til dig :o)
Dagen efter drog jeg af sted til blog-kaffe hos Berit, hvor 9 fantastisk entusiastiske haveblogpiger samledes. Det var en rigtig rigtig hyggelig eftermiddag hvor have, blomster og blog snakken gik lystigt, der blev studeret havebøger og byttet massere af frø.
Jeg blev godt nok også fristet af alle de dejlige frø - og de fantastiske frøposer er et kapitel for sig!
Jeg må indrømme jeg gik hjem med tanken - mon havebloggere generelt er SÅ imødekommende, hjælpsomme og rare at være sammen med! Det lyder faktisk sådan på mange af de udsagn der berører emnet, og jeg kan KUN tilslutte mig.
De små skub og ”vink” om at jeg skulle se at få lavet en blog er hørt – og den ser hermed dagens lys – Tak fordi I inspirerede mig !
Jeg regner med, at det bliver en slags havedagbog, som i store træk beskriver hvad der rører sig i Min Grønne Verden ifbm have, havebesøg o.s.v.
Have hilsner fra debutanten
Anita